Trøst - en aften med Esben Kjær og Lotte Mørk

Esben Kjær og Lotte Mørk

Trøst: Kunsten at overleve det uundgåelige

Hvis man elsker, kommer man også til at miste. Derfor bliver alle mennesker før eller siden ramt af sorg. Men hvad gør sorgen ved os? Hvordan lever man videre med tabet? Og hvordan finder man vej gennem noget, man aldrig helt kommer over?

I Trøst: Kunsten at overleve det uundgåelige mødes Esben Kjær og Lotte Mørk i en særlig kombination af foredrag og samtale om sorg, tab, kærlighed og det at være menneske.

De to kommer til sorgen fra hver deres sted. Esben Kjær er journalist, forfatter og tidligere radiovært på Bagklog på P1. Han mistede sin søn til kræft og har siden skrevet flere bøger om sorg, tro og det at leve videre med sine døde. Lotte Mørk er hospitalspræst på Rigshospitalet og har gennem mange år mødt mennesker i nogle af livets mest sårbare øjeblikke – tæt på sygdom, krise og død.

Sammen skaber de en nærværende og tankevækkende aften, hvor der bliver sat ord på noget, mange mennesker kender, men ofte føler sig alene med. Foredraget bygger både på personlige erfaringer, eksistentielle spørgsmål og møder med mennesker i sorg.

Det handler ikke om at “fikse” sorgen eller komme hurtigt videre, men om at forstå, hvordan man kan leve med den. Hvordan man holder fast i livet, når man har mistet. Og hvordan trøst nogle gange ikke handler om svar, men om at turde være i det svære sammen.

Aftenen giver også plads til refleksion og spørgsmål undervejs.

Denne aften er en del af foredragsrækken Mellem liv og død – Samtaler om sorg, liv og død, hvor Esben Dalgaard, Anne Hjernøe, Esben Kjær og Lotte Mørk gennem personlige fortællinger og samtaler sætter ord på sorg, tab, livskriser og det at finde vej videre, når livet forandrer sig.

Billet til én aften koster 145 kr. Køb billet til alle tre foredrag samlet for 345 kr. ved køb inden 10. september. Køb billet til hele foredragsrækken her.


Undervisningssted

Bolbro Kirke/sognehus
Stadionvej 68
5200 Odense V

Praktisk information

Hold nr:
026E003
Første møde:
12.11.26 kl. 19:00
Mødegange:
1
Lektioner:
6

Pris

Almen
DKK 145,00
  • Torsdag 12.11.26 kl. 19:00 - 21:00

    Sted: Bolbro Kirke/sognehus
    Stadionvej 68