Aftenskoler på Fyn samles under nyt navn
Fyns Fritidsskole ser dagens lys i januar 2026
Pr. 1. januar 2026 samles DOF Paarup, DOF Nordfyn, DOF Midtfyn og DOF Assens Aftenskole under ét fælles navn: Fyns Fritidsskole. Navneskiftet markerer en ny fælles identitet – men kurser, undervisere, fællesskaberne og den lokale forankring fortsætter som hidtil.
Fyns Fritidsskole bliver en samlet aftenskole med aktiviteter primært i Odense og i Midtfyn, Nordfyn og Assens Kommune. Med navneskiftet ønsker aftenskolen at gøre det lettere at genkende og forstå bredden i tilbuddene – og samtidig stå stærkere som én fælles aktør inden for folkeoplysning på Fyn.
– Vi samler kræfterne under ét navn, men vi bygger videre på det, der allerede fungerer så godt. Vores undervisere, kurser og fællesskaber er de samme, og den lokale tilknytning er fortsat vigtig. Navneskiftet handler om tydelighed, sammenhæng og om at gøre det nemmere at finde os, siger skoleleder Cecilie Lunding Korsgaard.
Paarup Aftenskole har eksisteret siden 1960’erne og er vokset til i dag at være en af Odenses største folkeoplysende foreninger. Administrationen har i dag adresse i Odense C, og kurser og foredrag foregår i egne lokaler i Pakhusgården i Odense C samt på lokale folkeskoler, kulturhuse, værksteder og svømmehaller – også i Morud, Ringe og Tommerup.
Mest om dagen – for alle
Begrebet aftenskole stemmer ikke helt overens med nutidens virkelighed. To tredjedele af undervisningen foregår i dagtimerne, og udbuddet af weekendkurser øges sæson for sæson.
– Med navneskiftet og den gennemgribende renovering af vores lokaler ønsker vi at fremstå som et moderne samlingssted. Aftenskolen er for alle – unge, seniorer og dem midt imellem, siger skoleleder Cecilie Lunding Korsgaard.
Hos Fyns Fritidsskole er ambitionen fortsat at tilbyde kurser og fællesskaber, hvor der er tid til at lære, fordybe sig og være sammen. Udbuddet spænder bredt og omfatter bl.a. kunst og kreativitet, håndarbejde, musik og sang, sprog og bevægelse.
Navneskiftet følges over tid af en ny visuel identitet og en fælles digital platform, hvor kursustilbuddene samles og gøres mere overskuelige for deltagerne.
Fyns Fritidsskole er medlem af Dansk Oplysnings Forbund (DOF) – og arbejder fortsat inden for folkeoplysningens rammer med fokus på faglighed, fordybelse og fællesskab.
Kontakt: Cecilie Lunding Korsgaard (skoleleder) - info@fynsfritidsskole.dk | 66 13 00 82